Fabio Aru har triumferet i en Vuelta, opnået andenpladsen i Giro d’Italia, vundet en etape i Tour de France på toppen af Planche des Belles Filles og har haft æren af at bære den gule førertrøje. Denne sarder har uden tvivl været et lysende eksempel på italiensk cykling i det 21. århundrede. Klatreren trak sig tilbage i en alder af blot 31 år, men er stadigvæk tilgængelig og venlig. Med et charmerende smil afsatte han tid til en samtale med Flashscore om de store øjeblikke i sin karriere og hans syn på nutidens cykelsport, hvor han blandt andet har delt værelse med Tadej Pogačar.
Flashscore: Kan du fortælle om din sejr ved Planche des Belles Filles i 2017?
Fabio Aru: “At vinde den etape var en utrolig tilfredsstillelse. At deltage i Tour de France og endda vinde en etape, specielt en så afgørende som denne, er en drøm for enhver cykelrytter. Touren er uden tvivl et af de største arrangementer i verden. Selvom jeg er italiener og derfor har et naturligt tilhørsforhold til Giro d’Italia og selvfølgelig også Vuelta a España, spiller Touren en kæmpe rolle. At vinde iført den italienske mestertrøje gør det uden tvivl til et afgørende øjeblik i min karriere, som jeg ser tilbage på med stor glæde.”
Du angreb fra en god afstand og efterlod alle bag dig, fra Chris Froome til Geraint Thomas. Den stigning føltes evig: Hvad gik gennem dit hoved, da du så mållinjen?
“Jeg husker, hvordan etapen begyndte med høj intensitet på grund af BMC, som arbejdede for Richie Porte. Sky var der også, men Froome var ikke i sin bedste form. De satte et højt tempo hele vejen igennem etapen. Logisk set besluttede jeg at gøre et afgørende træk med lidt over to kilometer tilbage. Jeg havde ikke genkendt ruten på forhånd, men baseret på de data vi havde, og rådgivning fra mit hold, havde vi lagt en strategi. Men når du føler, at dine ben er stærke, ved du, hvornår det er tid til at angribe. Og da jeg så mållinjen, var det en kombination af alt, både udmattelse og følelser, fordi det er noget unikt at vinde i Touren!”
I år startede Touren i Bilbao med en fantastisk stemning ifølge Samuel Sánchez. Næste år starter den i Firenze, et område du kender godt og som har stor passion for cykling. Bliver det et stort øjeblik?
“At opleve Tour de France starte i Italien er fantastisk, og landet har længe stræbt efter det. Jeg forestiller mig kun en varm modtagelse af befolkningen, især fordi Touren er en global begivenhed. Når jeg for eksempel rejser til Kina, er Tour de France det første, de nævner. Det bliver et storslået øjeblik. Det eneste, jeg ærgrer mig over, er, at jeg ikke kan være en del af det på cyklen (smiler, red.). Men seriøst, jeg er virkelig glad, og jeg håber, at det bliver en succes for vores land.”
I år er det 20 år siden, Marco Pantani døde, og Touren vil gå gennem hans hjemby, Cesenatico. Hvad betyder “piraten” for dig og for Italien?
“Pantani har efterladt et uudsletteligt mærke. Han vandt Giroen og Touren samme år, men mere end det, han efterlod et fantastisk eftermæle. Vi savner ham, men alt det han opnåede på landevejene kan vi ikke glemme. Jeg havde ikke muligheden for at kende ham personligt, da jeg stadig var meget ung. Men da jeg blev cykelrytter, så jeg selvfølgelig hans løb, og for mig er angrebsstilen den bedste måde at ære ham på.”
Hvis jeg siger: Pantani, Nibali, Aru, er du så enig?
“Vores karrierer er forskellige. Jeg er gode venner med Vincenzo; vi har været kolleger og bor begge i Lugano. Pantani havde sin egen vej. Vi har vundet forskellige løb. På hver vores måde har vi bidraget til sportens historie, ligesom Pogačar, Evenepoel, van der Poel og van Aert gør det fantastisk i dag.”
Du spillede fodbold, før du begyndte med cykling. I folks bevidsthed er italienerne kendt for “catenaccio” (et defensivt, taktisk spil), mens I i cykelsporten er angribere.
“Ja, jeg spillede faktisk fodbold, men jeg var ikke særlig god, så det var heldigt, jeg skiftede til cykling (smiler, red.). Det er sandt, at Vincenzo, Pantani og jeg er klatrere, og angreb er, hvad der appellerer til folk, fordi vi ikke kalkulerer så meget. Publikum elsker den slags karaktertræk.”
Tadej Pogačar stiller op til Giro d’Italia i år. Du var holdkammerater med ham for et par år siden på UAE-Team Emirates, hvordan er han som person?
“Vi var på samme hold i to år og endda værelseskammerater, da han vandt sit første løb, Tour of the Algarve i 2019. Han var en meget sympatisk fyr, rolig og ydmyg. Nu har han bevist sit værd i alle terræner med seks monumenter og Grand Tours, og oveni det er han utrolig stærk på enkeltstarter. Han er en meget komplet rytter og vil helt sikkert være favoritten.”
Tror du, han vil være i stand til at vinde Tour de France umiddelbart efter?
“To Grand Tours lige efter hinanden med kun en måned imellem er en stor udfordring, men hvis nogen kan klare det, så er det Pogačar. Vi må se, hvordan han restituerer efter Giroen. Men vi taler om Giroen, før den overhovedet er startet. Lad os først se, hvordan han klarer den, og så kan vi snakke om Touren.”
Tour de France er stadig forholdsvis ‘nem’ at taktikere i. Giroen er mere kompleks og besværlig, så meget at den ofte betegnes som et “løb i italiensk stil” for at beskrive de daglige udfordringer. Ved sin første deltagelse blev Froome udfordret af styrt, regn og kulde, og måtte opgive, før han senere vendte tilbage og vandt.
“Tour de France er bestemt ikke nem, og tempoet i løbet er meget højt. Det handler om ruten og også bjergenes højde, som f.eks. Mortirolo eller Zoncolan, der har meget stejle stigninger. I Italien er vejene lidt smallere, og den vigtigste faktor er måske vejret. For eksempel var temperaturen kun 7-8 grader i Milano-Torino, hvilket gjorde tingene farligere. I Touren, som er i juli, er det varmere, undtagen når du kører op i bjergene. Det er to meget hårde løb. Jeg kan ikke sige, hvilket der er hårdere, men de er begge udfordrende (smiler, red.).”
Hvordan ser du dette års Giro for de italienske ryttere? Ser Antonio Tiberi ud til at være den mest lovende?
“Vi venter stadig på en ny Nibali eller en ny Aru i Italien, og vi håber på snart at finde ham, så han kan konkurrere i Grand Tours. Tiberi kunne være en mulighed, men han er stadig ung og har meget at lære. Jeg så, at han klarede sig godt i Tour of the Alps med et meget lovende resultat (nummer tre, red.). Giroen er et helt andet løb, men da jeg blev nummer tre i 2014, troede ingen, at jeg var i stand til at gennemføre en Grand Tour.”
Italien er et fantastisk cykelland: Hvordan forklarer du dette generationsdyk i etapeløb?
“Der er mange talentfulde unge cykelryttere, men vi må have tålmodighed. Cykelsport er også cyklisk. For bare seks år siden havde Italien Nibali og mig selv. To på samme tid (smiler, red.)! Man er nødt til at være tålmodig, arbejde hårdt og være vedholdende!”
Føler den nye generation af italienere, at de ofre, de skal gøre for at blive professionelle ryttere, er for store?
“År for år er de marginale fordele blevet mere betydningsfulde. Efter min mening er det en god ting. Ernæring, for eksempel, har taget et stort skridt fremad, det er blevet mere systematisk, cykelrytterne bliver bedre overvåget, og deres træning og forberedelser er mere detaljerede. En ung cykelrytter på 17-18 år skal allerede være forud for sin tid. Da jeg var i denne alder, for 15 år siden, levede jeg også for cykelsporten, men der var mindre viden og præcision i træningen. Hvad angår løbsstrategi, bruger alle hold nu for eksempel Veloview, et softwareprogram, hvor alt er katalogiseret og registreret, inklusiv den udviklede effekt. Jeg begyndte at bruge den slags udstyr, da jeg var 22 år gammel, imens ryttere på 15-16 år har adgang til det i dag. Det var mindre struktureret i mine dage, og derfor kan selv meget unge ryttere præstere godt i dag.”
Du vandt Vuelta a España, da du var 24 år, du var en ung rytter!
“Vuelta a España er meget nervepirrende med mange afslutninger i højden, men heldigvis ikke så lange, selv om der er stigninger som Anglirú. I Baskerlandet er afslutningerne meget hårde … sammen med Thibaut Pinot var vi blandt de ryttere, der præsterede tidligt i vores karrierer. Nu, med Tadej eller Remco Evenepoel, er det blevet normen. Cykelsporten ændrer sig, udvikler sig, det er i sidste ende en del af livets gang.”
Du valgte at stoppe din professionelle cykelkarriere for tre år siden, da du var 31 år gammel. Det er en ung alder!
“Som eliteatlet er det vigtigt at vide, hvornår det er tid til at lave om på sit liv. Jeg begyndte med cykelløb lidt sent, da jeg var omkring 14 år gammel. Jeg kom fra Sardinien, en ø og ikke lige i midten af Italien. Det krævede tidlige ofre og en hurtig flytning hjemmefra. Det er ikke det samme som for en cykelrytter, der er født i Lombardiet. Nibali, som er fra Sicilien, oplevede de samme ting som mig på det niveau. Tiden kom, hvor det var tid til at stoppe. Jeg troede, og jeg tror stadig, det var den rigtige beslutning på det rette tidspunkt. Der var klart fysiske problemer involveret. Jeg blev opereret for en pulsåre i benet, hvilket hæmmede mig i to-tre år. Det var en samling af faktorer, der besluttede mig. Nu arbejder jeg for flere cykelvirksomheder, deltager i events, bruger tid sammen med kunder og cykelentusiaster. Jeg må sige, at jeg er tilfreds med mit valg.”
Har du nogensinde fortrudt, at du forlod Astana?
“Jeg besluttede at gå videre efter seks år hos Astana. Jeg har gode minder derfra, men når det er tid til en ændring, så er det nødvendigt at handle. Det er et spørgsmål om følelser.”
I øjeblikket ser vi få hold dominere talentmarkedet, som UAE-Team Emirates, Visma-Lease a Bike og INEOS Grenadiers. Astana Qazaqstan Team, dit første professionelle hold, har haft svært ved at følge med. Hvad kan gøres for at udligne kræfterne?
“Man kan se, at Astana og andre hold kæmper for at præstere, men jeg tror bare, det er en fase. Da jeg underskrev med UAE-Team Emirates i 2018, var holdet ikke så stærkt dengang. Senere tilføjede de Tadej Pogačar og Juan Ayuso. Det samme gælder for Visma-Lease a Bike, som slet ikke er som i 2016. Du opdager et nyt talent, og pludselig ændres dynamikken!”
Cykelryttere er kendt for at være kritiske over for deres udstyr. Du samarbejder med flere prestigefyldte mærker: Er du lige så meget en nørd som Nibali, der er i stand til at skille en racercykel ad og samle den igen?
“Ja, det er jeg også, selvom man altid bør stole på de mekanikere, der har det som deres job. Men det er sandt, at da jeg var 15-16 år, kunne jeg klare alt på min cykel. Jeg vidste, hvordan man skifter kæder, justerer det centrale mekaniske system, udskifter bremserne, gør alt rent. Jeg mener, det er vigtigt at have et godt kendskab til sit udstyr, især når det er ens arbejdsredskab 350 dage om året. Jeg er ligesom Vincenzo; jeg kender alt det meget godt (smiler, red.).”
Nyligt har store styrt, især Jonas Vingegaards og Remco Evenepoels, udløst debat om sikkerheden i cykelløb. Hvordan ser du på cykelsport i dag, der bliver hurtigere og farligere?
“Hastigheden er højere, og det var noget, jeg bemærkede, før jeg trak mig tilbage, selvom det ikke skabte så meget debat dengang. Der var dog en vis form for hierarki blandt rytterne, og mine kolleger på det tidspunkt fortalte mig det samme. Det betyder ikke, at ældre ryttere på 35 år kunne bestemme over alt og være cheferne. Det var mere et spørgsmål om respekt mellem rytterne og holdene. Muligvis skyldes det en foryngelse af feltet med mange unge ryttere og et strejf af overmod fra deres side.
Samlet af Sporthub.dk.
Fanpage: Sporthub.dk
LiveScore – Live fodboldresultater & odds