Selvtilliden er høj hos Schauffele efter sejren i The Open. Hvis man ikke tror på det, lykkes det aldrig, siger han.
Den amerikanske Xander Schauffele er fuld af selvtillid, efter at golfstjernen på 30 år søndag vandt The Open og dermed kunne tilføje endnu et majortrofæ til sin samling.
The Open og PGA Championship, som han vandt i maj, er de to majorturneringer, amerikaneren har vundet.
Hvis han formår at vinde US Open og US Masters, vil han blive en del af en eksklusiv liste over golfspillere, der tæller Gene Sarazen, Ben Hogan, Gary Player, Jack Nicklaus og Tiger Woods.
“Før jeg vandt en major, var det noget, jeg altid havde drømt om”.
“Jeg er et skridt tættere på. Der er stadig lang vej igen, men hvis man ikke kan se sig selv gøre det, lykkes det heller aldrig”, siger Schauffele.
Schauffele sluttede suverænt af i The Open med i alt ni slag under par – to slag foran Justin Rose fra England og Billy Horschel fra USA, som delte andenpladsen.
Ifølge Schauffele selv var sejren i PGA Championship med til at hjælpe ham til sejr i søndagens major-turnering.
“Jeg tror, at sejren hjalp mig på dagens back nine, da jeg havde vundet den første”, siger Schauffele.
Back nine betyder, at spilleren starter med at spille golfbanens sidste ni huller i stedet for de første.
“Jeg følte roen sænke sig over mig. Det hjalp mig på en af de sværeste back nines, jeg har spillet i min karriere”, siger Schauffele.
Amerikaneren er den første siden Brooks Koepka i 2018 til at vinde to majorturneringer på ét år.
“Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Det tog lang tid at vinde den første, så det er virkelig specielt at have vundet den anden”, siger Schauffele.
The Open er sæsonens sidste golfmajor, så Schauffele må vente til næste sæson med at vinde de to resterende trofæer.
Samlet af Sporthub.dk.
Fanpage: Sporthub.dk.
LiveScore – Live fodboldresultater & odds.