Krigen der splittede måske historiens bedste hold ad før EM 92

Hvis du er dansk, er det svært ikke at blive begejstret, når man tænker tilbage på EM 92. Men man bør ikke glemme, at den danske triumf blev født ud af flammerne fra en jugoslavisk fodboldmagt, som kollapsede, da politiske og etniske spændinger eksploderede i Balkankonflikten.

En morgen i slutningen af maj 1992 modtog DBU en fax fra Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, der informerede forbundet om, at Danmark ville erstatte Jugoslavien ved Europamesterskabet, da det balkanske hold var blevet diskvalificeret som deltager på grund af sanktioner pålagt af FN.

Jugoslavien stod på tærsklen til et årti med en gylden generation af spillere, som på grund af konflikten på Balkan, aldrig rigtigt fik muligheden for at spille sammen på et samlet nationalt hold med spillere som Sinisa Mihajlovic, Davor Suker, Predrag Mijatovic, Robert Prosinecki, Vladimir Jugovic, Zvonomir Boban, Dejan Savicevic, Alen Boksic, Dragan Stojkovic og Darko Pancev.

Omkring en måned senere var Danmark blevet europamestre efter at have sendt chokbølger gennem det meste af europæisk fodbold med et hold, der allerede var blevet sendt på sommerferie.

Men mens Europamesterskabet i Danmark skabte en union af mennesker på tværs af alder, sociale og kulturelle forskelle, var døden af Præsident Josip Broz Tito tilbage i 1980 det første skridt mod en Balkankrig, hvor etniske og religiøse spændinger flængede Jugoslavien fra hinanden og til sidst skabte syv nye nationer, Serbien, Kroatien, Makedonien (nu Nordmakedonien), Bosnien-Hercegovina, Slovenien, Montenegro og Kosovo.

Det skabte en menneskelig tragedie, hvor tusinder af mennesker mistede livet i frygtelige kampe og massemord, samtidigt med at fodboldverdenen blev frataget et af de mest frygtede hold i historien, et hold som ville have været milevidt foran de senere danske europamestre på hver eneste position.

Skabelonen for holdet, der kvalificerede sig til EM 1992, blev lagt så tidligt som 1987, da Jugoslavien vandt FIFA U-20 Verdensmesterskabet i Chile.

Før turneringen var der ingen forventninger til holdet overhovedet, og en række nøglespillere som Sinisa Mihajlovic, Vladimir Jugovic og Alen Boksic fik at vide, at det gav mere mening at blive hjemme og spille i den jugoslaviske liga.

Røde Stjerne ønskede også Robert Prosinecki hjem til en vigtig pokalkamp, men FIFA sagde nej, og han udviklede sig efterfølgende til en af turneringens bedste spillere. Men dette var ikke et one-man show.

Prosinecki blev også hjulpet af spillere som Zvonimir Boban, Davor Suker, Robert Jarni og Predrag Mijatovic, der ydmygede Brasilien, før Vesttyskland blev besejret i finalen på straffespark.

Dengang havde Jugoslavien det bedste hold i verden i deres aldersgruppe, men de fik aldrig mulighed for at høste belønningen for måske den mest talentfulde generation, moderne fodbold nogensinde har set.

Når man overvejer, at de allerede nævnte spillere ville have været flankeret af folk som Dejan Savicevic, Darko Pancev, Dragan Stojkovic og Screcko Katanec, er det en af de største tragedier i fodboldhistorien, at en række af disse spillere aldrig fik mulighed for at spille sammen.

En af målscorerne fra det jugoslaviske hold, der besejrede Danmark 2-0 i Parken i 1990, Mehmet Bazdarevic, mindes sammensætningen af holdet.

“Fire spillere, der spillede den dag, var fra Kroatien, fire af os var fra Bosnien, så var der Predrag Spasic fra Serbien, Pancev fra Makedonien og Srecko Katanec fra Slovenien. Selvom Danmark var et godt hold, var vi meget bedre end dem.”

Zvonimir Boban, som erstattede Pancev i København, er særligt interessant, fordi han spiller en central rolle i de politiske spændinger, der dannede forhistorien for Balkankonflikten.

En måned før VM i 1990, var de politiske fronter skarpt opdelt af den senere serbiske krigsforbryder Slobodan Milosevic og den kroatiske nationalist Franjo Tudjman, og konflikten tændte flammen, som ville få følelserne i kog i en kamp mellem Bobans Dynamo Zagreb og ærkerivalerne fra det serbiske klubhold Røde Stjerne Beograd.

Oven på uroen på stadion leverede den 21-årige Boban et karatespark i ryggen på en politibetjent, som han følte havde behandlet de kroatiske tilskuere dårligt.

Som den nederlandske forfatter Erik Brouwer, der beskrev episoden i detaljer, senere sagde: “Mange kroater følte, at det spark var fødslen af deres nation”. Året efter eksploderede krudttønden, da Slovenien og Kroatien erklærede uafhængighed.

Kort før havde Jugoslavien opnået en af sine største triumfer i sportshistorien, da Røde Stjerne vandt en af de mest kedelige mesterskabsfinaler i historien i Bari efter en straffesparkskonkurrence mod et Marseille-hold med sådanne storheder som Chris Waddle, Jean Pierre Papin og Basile Boli.

Men da de første missiler begyndte at regne ned over Balkan, blev Røde Stjernes stjernespækkede trup spredt over hele Europa, og spillere som Prosinecki, Mihajlovic og Savicevic opnåede enorm personlig succes hos store klubber som Real Madrid, AS Roma og AC Milan.

I forhold til nationalholdene smuldrede resterne af den jugoslaviske dynasti til en række nyligt uafhængige nationer.

Ingen Balkanhold deltog i VM i 1994, men VM i 1998 signalerede lige præcis, hvor stærke jugoslaverne kunne have været, da Kroatien vandt bronze med spillere som Prosinecki, Boban, Jarni, Boksic og Suker.

Det er glemt, at et serbisk-montenegrinsk hold, der stillede op som FR Jugoslavien, tabte til Holland i 1/8-finalerne.

I dag kan den tidligere bosniske træner Faruk Hadzibegic, en af stjernerne på det hold, der kvalificerede sig til 1992, se tilbage på tiderne, hvor et samlet jugoslavisk hold var klar til at sætte europæisk fodbold i brand.

“Jeg kan fortælle jer én ting: Hvis vi var blevet sammen, hvis vi havde spillet den turnering under normale forhold, hvis vi havde haft en chance for at konkurrere, er jeg sikker på, at vi ville have vundet Europamesterskabet. Vi ville have vundet EM 92.”